Read Comments

How to: Retro!

I starten af 1900-tallet var vi mennesker i høj grad optagede af fremtiden. Film, TV og magasiner handlede om fremskridt og fremtiden, men i slutningen af 1900-tallet ændredes dette. Man begyndte at se tilbage i stedet for frem, og man begyndte at gendanne historiske bymiljøer og trak de gamle stilretninger frem fra nostalgiens skuffer. Omkring år 1990 bliver begrebet ”retro” almindeligt kendt, og det er der mange, der er glade for i dag – retrostilen indeholder nemlig utallige guldkorn, som fashionistas verden over priser sig lykkelige for!

Lad dig inspirere 

Retro handler i al sin enkelthed om at hente gamle trends frem igen. Det kan enten være ved at lade sig inspirere af en særlig stilart, man er fascineret af, eller ved direkte at kopiere diverse key items fra sin yndlingsperiode! Er du helt vild med 50’erne, kan du altså enten investere i en smuk perlehalskæde eller et lækkert tørklæde til at binde i håret eller om halsen, eller du kan gå all-in og købe en kjole med masser af tyl og strut! Sidstnævnte kan dog være svært at indarbejde i en hverdagsgarderobe, og dermed kan du med fordel nøjes med at inddrage mindre opsigtsvækkende elementer, som nemt kan kombineres med din allerede eksisterende garderobe – og faktisk har du sandsynligvis en del af dem i forvejen, hvis du kigger helt bagerst i skabe og skuffer!

Gå på jagt i din mors klædeskab

Hvis ikke du er så heldig selv at ligge inde med en masse cool retroitems, kan du måske lokke din søde mor – eller ligefrem bedstemor – til at give dig lov til at kigge lidt i gemmerne. Her kan du være heldig at finde helt autentiske retrogenstande, som de af en eller anden grund har gemt, og som nu kan komme dig til gavn og være med til at sætte et personligt præg på din stil. Hvis ikke mor og bedstemor kan være til hjælp, må du en tur på genbrugsjagt! I diverse genbrugsbutikker kan du finde masser af skjulte skatte, hvis du har tiden til at lede efter dem. Ellers er der naturligvis også diverse webshops og nichebutikker, som har specialiseret sig netop i retrostil, men det er bare lidt sjovere, hvis håndtasken faktisk stammer fra 1954, ikke sandt?

Det ligger i detaljerne

Som nævnt kan det være svært at gennemføre et fuldkomment retrolook til hverdag, og det kan derfor være en god mellemvej at fokusere på detaljerne. Hvis det stadig er 50’erne, der er i fokus, kan du altså finde de lange halskæder frem, bruge pencilskirts og kjoler med markeret talje samt sætte håret med curlers for at opnå et blødt og smukt look. På den måde bliver de fine retroting diskret indarbejdet i din personlige stil, men uden at du ligner én, der er trådt direkte ud af en Elvis-musikvideo! Du kan også nøjes med at købe en retrotaske eller -frakke, som du bruger sammen med din ellers ”normale” garderobe, eller du kan bruge prints og mønstre, som særligt kendetegner din yndlingsperiode på nye måder – fx kan en polkaprikket top være et godt alternativ til en polkaprikket 50’er-kjole med ti lag tyl! Som så mange andre gange med mode er det kun fantasien, der sætter grænser – retrostilen kan indarbejdes lige nøjagtig så meget eller så lidt, som du har lyst til, og hvordan du gør det er ligeledes op til dig! Mulighederne er utallige, når du har både fortidens og nutidens modetendenser at gå på jagt i, og det er netop derfor, retromode er så fantastisk!

Tags:
Categories Tips

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *